Vi formes og udvikles i relationer med andre mennesker – og længes som mennesker grundlæggende efter at være forbundet med andre, da mennesket er et socialt væsen. I barndommen har vi derfor brug for at vokse op i tæt forbundethed med betydningsfulde voksne, der giver os mulighed for at udvikle en sund personlighed og udfolde vores medfødte potentiale til kompetencer. Derved etableres vores fundament for et senere godt voksenliv og samliv. Det er i tilknytningen mellem barnet og dets nære relationer at lysten og evnen til kontakt og relationer med andre mennesker grundlægges og udvikles. I barndommen får barnet erfaringer med at være i samspil og kontakt med betydningsfulde andre. Der opstår samspilsmønstre, og vi udvikler henholdsvis overlevelses- og mestringsstrategier, som senere får indflydelse på vores måde at være i kontakt og samspil med andre på. Et af de steder, hvor vi som voksne har de bedste muligheder for at videreudvikle os, er i parforholdet – som i voksenlivet er det sted, hvor vi (tilsvarende vores barndomsfamilie) kan opnå den dybeste følelse af forbundethed. De fleste mennesker ønsker at leve i et velfungerende parforhold, hvilket desværre ikke er helt så enkelt at opnå. Det er ikke altid vi ved hvad der kræves – eller måske er vi ikke villige til at yde det, der skal til?